Billede:
Sportscar Event Odense Brn 110918 0171
Overskrift:

En uforglemmelig dag med fart over feltet

Oprettet:
12-09-2018
Nyhedstekst:


Tirsdag den 11. september var HCA Airport fyldt med smilende børn og smarte sportsvogne. Sportscar Event havde nemlig inviteret SMILfonden og Børnecancerfonden forbi for at få en uforglemmelig dag med masser af fart over feltet.


Der var linet op med både Ferrarier, Porscher og Mustanger, da Børnecancerfonden og SMILfonden i går var på besøg i HCA Airport for at få en uforglemmelig og hæsblæsende oplevelse, som fik dem til at glemme deres barske hverdag for en stund.


Frivillige chauffører fra Sportscar Event – heriblandt den kendte racerkører Jason Watt – stod klar til at give både børnene og deres familier en køretur med fart over feltet i alle de sportsvogne, som de havde lyst til. Og man må sige, at de lynhurtige køreture ned langs HCA Airports landingsbane var et hit.


Da Celina Kølle på 8 år fra SMILfonden trådte ud af en af de smarte sportsvogne efter hendes første køretur, var det med armene over hovedet, et kæmpe smil på læben og glimtende øjne.


”Det var vildt sjovt! Når han bremsede, så røg man helt fremover,” fortalte hun ivrigt.


Også Noah Terkelsen på 7 år fra SMILfonden fik sig en uforglemmelig køretur.


”Det var fedt. Jeg har aldrig været ude at køre så hurtigt før,” fortalte han efter sin første køretur, som øjensynligt ikke blev den sidste.


”Jeg vil også ud at køre i den gule, som min storebror prøver,” sagde han, mens han pegede på den gule Corvette C6 Grand Sport på vej ud mod lufthavnens startbane.


Tusind tak til de frivillige

At de to velgørende fondes børn og deres familier havde en fantastisk dag og udviste så meget entusiasme, glæder Jack Mogensen, der som eventchef for Sportscar Event står bag arrangementet. Det er nemlig dét, der er hele pointen.


”Det var en rigtig god dag med højt humør, taknemmelige forældre og glade børn, og det har været så fedt at give dem den her oplevelse. De fortjener det virkelig,” siger han.


Det er 3. år i streg, at Sportscar Event kommer til HCA Airport i den gode sags tjeneste. Men det ville ikke kunne lade sig gøre uden indsatsen fra alle de frivillige hjælpere og gavmilde virksomheder, der på den ene eller anden måde har bidraget til at give Børnecancerfonden og SMILfonden en oplevelse, som de aldrig vil glemme.


”Vi er så glade for al den hjælp og støtte, vi har fået i forbindelse med arrangementet. Så vi vil gerne sige mange tusind tak til de frivillige kørere og hjælpere, til Jyske Bank, til Tulstrup Kro og selvfølgelig til HCA Airport, der har lagt deres fantastiske landingsbane til, så børnene kunne få en lynhurtig tur i sportsvognene i dag, siger han.


På lørdag den 15. september får du selv muligheden for at få en oplevelse for livet i en af de lynhurtige sportsvogne, når Sportscar Event og HCA Airport inviterer til en hæsblæsende dag, hvor fart og hvinende dæk er omdrejningspunktet. Entréen til eventet er gratis, og de indsamlede penge fra sportsvognene går blandt andet til Børnecancerfonden. Læs mere om Sportscar Event her.

Lufthavnvej 131, DK-5270 Odense N | Tel: +45 65 95 50 72

Åbningstider: Mandag - fredag 08:00 - 19:00. Lørdag - søndag: 09:00 - 17:00

hha-logo2014

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.