Den nye direktørs erfaring fra Forsvaret, erhvervslivet og Udenrigsministeriet skal styrke den fynske lufthavns position som internationalt knudepunkt for udvikling og test af fremtidens droneteknologier.
HCA Airport har fundet sin nye administrerende direktør. Valget er faldet på Alexander S. Christoffersen, som senest kommer fra en stilling i Udenrigsministeriet, hvor han har været udsendt til den danske ambassade i Finland.
Med sig bringer han en markant profil i krydsfeltet mellem forsvar, teknologi, erhvervsliv og internationalt samarbejde.
Alexander S. Christoffersen efterfølger Hans Okholm Vejrup, der efter eget ønske fratræder til sommer for at flytte til Sydfrankrig.
“I HCA Airport har vi en klar ambition om at være Europas vigtigste knudepunkt for udvikling, test og integration af droneteknologi – i tæt samspil mellem industri, forskning og forsvar. I et stærkt kandidatfelt er Alexander valgt, fordi han har den helt rigtige kombination af internationalt udsyn, forsvarsfaglig indsigt og kommerciel forståelse til at føre os derhen,” siger Stefan Birkebjerg Andersen, bestyrelsesformand i HCA Airport.
En direktørprofil bygget til droneagendaen
Den 36-årige Alexander S. Christoffersen har en bred leder- og specialistbaggrund. Han har tidligere arbejdet med policyudvikling og internationalt samarbejde i Udenrigsministeriet, været manager i forsvarsvirksomheden Terma samt fuldmægtig i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbstyrelse. Derudover har han som reserve- og sprogofficer været udsendt til Ukraine i perioden 2016–2017.
Netop samspillet mellem forretningsudvikling, sikkerhed, international regulering og partnerskaber bliver centralt i hans nye rolle i HCA Airport.
Den fynske lufthavn rummer i dag en international lufthavn, et af Europas mest avancerede dronetestmiljøer i form af UAS Denmark Test Center, en voksende business park med mere end 30 virksomheder samt et tæt og forpligtende samarbejde med Forsvarets Dronecenter.
Potentialet skal omsættes til konkret vækst
“HCA Airport har allerede en unik position i det europæiske droneøkosystem – med et lukket luftrum, stærke testfaciliteter og et tæt samspil mellem industri, forskning og Forsvaret. Min opgave bliver at udbygge den position yderligere og sikre, at vi omsætter potentialet til konkret vækst, innovation og international gennemslagskraft,” siger Alexander S. Christoffersen og tilføjer:
“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en organisation med så klare ambitioner og til sammen med medarbejdere, ejere og samarbejdspartnere at gøre HCA Airport til Europas naturlige omdrejningspunkt for test og udvikling af fremtidens luftbårne teknologier.”
Kombineret afskeds- og velkomstreception
Alexander S Christoffersen har første arbejdsdag som administrerende direktør i HCA Airport den 1. september.
Næstformand i HCA Airports bestyrelse, Kim Kenlev, vil indtil da fungere som interim-direktør i juli og august.
I forbindelse med direktørskiftet afholdes der kombineret afskeds- og velkomstreception mandag den 8. juni kl. 14.30-16.30. Det foregår i lufthavnens ankomstterminal.
For yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand Stefan Birkebjerg Andersen: [email protected] / +45 24904141
Blå bog – Alexander S. Christoffersen
- 2026: Pr. 1/9 ny administrerende direktør i HCA Airport
- 2022: Ambassaderåd og teamleder for den politiske afdeling på den danske ambassade i Finland
- 2020: Koordinator og policyudvikler i Udenrigsministeriet
- 2018: Ansat ved Terma som analytiker og Manager, Industrial Cooperation and Partnerships
- 2017: Fuldmægtig i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsorganisation
- 2016: Premierløjtnant og udsendt til Ukraine
- 2014: Sprogofficerskadet i russisk ved Forsvarsakademiet
- 2014: Cand.Merc.Int fra Copenhagen Business School
- Privat: Gift og far til fire børn