HCA Airport udvider sit areal med cirka fire hektar for at imødekomme den voksende efterspørgsel på at blive en del af lufthavnens businesspark. Der er tale om en milepæl for HCA Airport, da det er første gang i lufthavnens historie, at man udvider erhvervsområdet.
HCA Airport huser allerede i omegnen af 25 virksomheder, og i fremtiden skal der være plads til endnu flere.
Derfor foretager lufthavnen nu en arealudvidelse på fire hektar for at skabe den nødvendige plads til virksomheder, der ønsker at blive en del af HCA Airports voksende økosystem af virksomheder inden for både droner og bemandet luftfart.
Det er første gang i lufthavnens historie, at man udvider businessparken. Med udvidelsen fortsætter HCA Airport sin strategi om at være en central hub for udviklingen af såvel bemandet som ubemandet flytrafik.
“Vi oplever en voksende efterspørgslen fra virksomheder, der ønsker at være en del af vores økosystem. Businessparkens nuværende kapacitet er nu fuldt udnyttet, og derfor er udvidelsen en nødvendighed for at kunne imødekomme denne efterspørgsel,” forklarer CEO i HCA Airport, Hans Okholm Vejrup.
I dag huser parken cirka 25 virksomheder, der primært er beskæftiget inden for enten traditionel luftfart eller droner og relaterede teknologier. Særligt dronevirksomheder udgør en voksende andel af økosystemet takket være nærheden til det nationale dronetestcenter UAS Denmark Test Center.
Indflytning i 2025
De fire hektar skal blandt andet rumme parceller til kontorer og hangarer samt parkeringspladser og servicevej.
Projekter omfatter i første omgang en byggemodning af arealudvidelsen, herunder forlængelse af eksisterende servicevej, etablering af tilkørselsvej, etablering af parkeringspladser samt sikkerhed i form af hegn, indgang og kameraovervågning.
HCA Airport vil selv stå for byggemodningen af de nye arealer, mens det vil være op til lejerne selv at opføre egne bygninger. De første byggerier forventes påbegyndt allerede i starten af 2025.
”Udvidelsen cementerer HCA Airports position som en vækstskabende aktør, der bidrager til at skabe arbejdspladser på Fyn, både inden for traditionel og ubemandet luftfart. Jeg er sikker på, at de nye faciliteter vil tiltrække både danske og internationale virksomheder og forskningsinstitutioner og derigennem skabe såvel yderligere vækst som nye partnerskaber – til glæde for både luftfarten og dansk erhvervsliv generelt,” siger Kim Kenlev, bestyrelsesformand i HCA Airport.