Odense Havn med drone_fotokredit, Sebastian Thomas Bay

Flyvende taxaer kan lette og lande på toppen af Odense Banegård

Et nyt partnerskab bestående af HCA Airport i Odense og Copenhagen Helicopter vil som de første i Danmark opbygge en infrastruktur for eldrevne, flyvende taxaer, der kan fragte personer mellem landets største byer. Inden sommerferien skal den første flyvende taxa ankomme til Fyn, og målet er at etablere en landingsplads på taget af Odense Banegård Center.

 

En flåde af CO2-neutrale, flyvende taxaer kommer i fremtiden til at fragte passagerer mellem Odense, København og andre danske og europæiske byer og storbyer.

Det lyder måske som ren science fiction, men i byer som Los Angeles, München og Seoul er man allerede i fuld gang med at støbe fundamentet til et helt nyt lag grøn infrastruktur kaldet AAM – Advanced Air Mobility, og herhjemme tager HCA Airport i Odense og virksomheden Copenhagen Helicopter nu sammen de første skridt henimod at rykke flyvende taxaer – også kaldet eVTOL, electric vertical take-off and landing aircraft – ind i dansk luftrum.

Målsætningen er at kunne fremvise en flyvende taxa i HCA Airport inden sommeren, og på lidt længere sigt er ambitionen at etablere ét eller flere landingssteder, såkaldte vertipads eller vertiports – det første på toppen af Odense Banegård Center.

”Jeg ser for mig, at man om få år kan tage letbanen ind til Odense Banegård og derfra tage en flyvende taxa videre til København eller en af de andre store danske byer. Det er nu, vi skal i gang med at opbygge en helt ny infrastruktur baseret på i første omgang bemandede, flyvende taxaer, der flyver på grøn strøm og bidrager til regeringens ambition om en 100 % grøn indenrigstransport i 2030,” siger bestyrelsesformand i HCA Airport, Kim Kenlev.

Kim Kenlev ser et stort potentiale i en landingsplads i netop Odense.

”Jeg ser ingen hindring for, at man på sigt ikke også vil kunne flyve til byer som Göteborg, Hamborg eller Berlin. Advanced Air Mobility er højt på agendaen alle steder, og disse byer ligger inden for disse flyvende taxaers rækkevidde.”


Vil tiltrække udenlandske aktører

I første omgang ønsker partnerskabet at tiltrække udenlandske AAM-aktører til HCA Airport, der allerede rummer et internationalt anerkendt dronetestcenter, UAS Denmark Test Center.

Det kan være i form af test- og demonstrationsaktiviteter eller på sigt, service og vedligehold.

”Advanced Air Mobility tager udgangspunkt i en ny revolution inden for luftfarten, der siger farvel til fossile brændstoffer til fordel for elektrificering og biobrændstoffer – på samme måde som vi kender det fra omstillingen fra traditionelle biler til hybrid- og elbiler og senere selvkørende biler. Det giver helt nye muligheder for at befordre befolkningen på daglig basis via luftrummet og samtidig reducere udledningen af drivhusgasser, reducere støjniveauer og meget mere,” siger CEO i Copenhagen Helicopter, Martin Andersen.

Copenhagen Helicopter tilbyder blandt andet taxaflyvning med traditionelle helikoptere, hvilket ifølge virksomheden er et område i vækst.

Ifølge Martin Andersen viser Copenhagen Helicopters egne beregninger, som er baseret på nationale og internationale rapporter, at AAM-området rummer et meget stort potentiale og blandt andet vil kunne flytte 84.000 passagerer dagligt og fjerne 120.000 ton CO2 årligt fra de danske veje i 2035.


En disruption af indenrigstransporten

I Odense Kommune deler man ambitionen om flere bæredygtige transportformer og om netop at sætte ambitionerne højt for at være først med nye teknologier:

”Det her kan meget vel være begyndelsen på det, der i fremtiden bliver en helt ny måde at transportere både os selv og også varer på. Vi kan se, at andre lande og byer er meget langt fremme, og her skal Danmark og Odense selvfølgelig også være med. Fremtidens flyvende taxaer kan flyve på grøn strøm produceret af danske havvindmøller, og samtidig kan de bidrage til at flytte trafik væk fra vejene,” siger borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

Han kalder ambitionen om, at Odense skal være med til at gå forrest i udviklingen, en naturlig forlængelse af byens mangeårige stærke position inden for blandt andet robot- og droneteknologi:

”Det fynske roboteventyr begyndte med nogle dygtige ingeniører fra Syddansk Universitet og en by, der turde tænke stort og satse. På samme måde ser jeg også dette som de første spæde skridt henimod et nyt erhvervseventyr, der forhåbentlig både vil generere arbejdspladser, bidrage til den grønne omstilling og skabe en helt ny måde at transportere mennesker på,” siger Peter Rahbæk Juel.


BAGGRUND: ET OMRÅDE I RIVENDE UDVIKLING

I lande som Korea og Tyskland er man som nævnt forholdsvist langt med at skabe rammerne for, at flyvende taxaer kan komme på vingerne – i første omgang med en pilot ombord.

I Seoul er det således ambitionen, at flyvende droner skal flyve fast over megabyen allerede i 2025, og i Tyskland arbejder et Airbus-ledet partnerskab med deltagelse af bl.a. Deutsche Bahn, München Lufthavn og Telekom på at gøre flyvende taxaer mellem tyske byer til virkelighed. Det er der afsat i alt 86 millioner euro – svarende til 645 millioner danske kroner – til for de næste tre år.

Og i USA investerede Boeing i begyndelsen af 2022 godt tre milliarder danske kroner i Silicon Valley-virksomheden Wisk Aero, der arbejder på at udvikle et selvflyvende propelfly.


Fotocredit: Sebastian Thomas Bay

Del denne nyhed

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her og modtag seneste nyheder, inspiration til rejser, rejsetips og meget mere fra HCA Airport.