_DSC7185

UAS Denmark Testcenter og HCA Airport vil skabe Europas stærkeste testhub for avanceret droneteknologi

Robotter, droner og autonome skibe skal snart producere vindmøller, sejle skibe og flyve med blodprøver. NextGen Robotics er Fyns erhvervsfyrtårn, der med mere end 65 partnere og et budget på over 200 mio. DKK er klar til at skrue op for Danmarks robot- og droneudvikling.

Netop droneområdet har udviklet sig hastigt over de seneste 10 år, og teknologien anvendes i dag i et betydeligt omfang inden for en lang række brancher og til mange forskellige formål. Test af droner er imidlertid besværligt og tidskrævende for virksomhederne og ofte til gene for andre, der må vige luftrummet.

Med NextGen Robotics vil UAS Denmark Testcenter, HCA Airport samt en række anerkendte partnere løfte testhubben i lufthavnen til et nyt niveau. Ny forbedret testinfrastruktur og højteknologisk testudstyr skal bane vejen for hurtigere udvikling og flere avancerede demonstrationsprojekter, hvor teknologien skal trykprøves under barskere vilkår og til flere formål end hidtil.

Med dette projekt vil UAS Denmark Testcenter og HCA Airport sammen med vores partnere accelerere dronebranchens udvikling og understøtte forskningens og virksomheders indsats for at udvikle droners sikkerhed og ydeevne – herunder de systemer og teknologier, der skal understøtte driften af fremtidens luftrum,” siger Michael Larsen, Head of UAS Denmark Testcenter.

Stor opbakning fra virksomheder 

Blandt virksomhederne er der stor opbakning til den fynske robotrevolution. Mere end 50 virksomheder støtter eller er partner i konsortiet, heriblandt Syddansk Universitet, Naviair, Quadsat og Lorenz Technology, der alle er involveret på dronefronten. Foruden partnerne har UAS Denmark Testcenter tillige fået støtteerklæringer fra 20 offentlige og private organisationer.

Og kursen er sat: Visionen er Fyn som globalt epicenter for test og udvikling af fremtidens højteknologiske industri og sikre Danmark som grøn og konkurrencedygtig industrination i fremtiden. I hvert fald, hvis det står til partnere og de fire delkonsortier bag den ansøgning, som det fynske fyrtårn netop har sendt afsted til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Fra lufthavnen på Nordfyn til det sydfynske Øhav skal NextGen Robotics styrke udviklingen og fremme eksporten af robotter og autonom højteknologi; UAS Denmark Testcenter i HCA Airport udvides med avancerede testfaciliteter, Sydfyn og Ærø bliver knudepunkt for MARLOG, SIMAC og partneres udvikling af autonomi til kystnær bæredygtighed skibsdrift, og Odense Robotics vil med ”Robotternes Hus” skabe et internationalt udstillingsvindue for Danmark som robotnation. 

 

Del denne nyhed

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her og modtag seneste nyheder, inspiration til rejser, rejsetips og meget mere fra HCA Airport.